Begyndelsen

Vores datter kravlede endnu ikke, da hun var 1 år gammel. Men det var ikke unormalt sagde lægen, hun havde bare andre interesser. Alligevel bad vi hende tjekke en ekstra gang, og jo, der var vist et klik der ikke skulle være når hun undersøgte hofterne, så hun kunne da godt henvise os til røntgen, men vi skulle ikke være bekymrede, det var helt normalt.

Så ventede vi et par måneder på en røntgentundersøgelse, og endnu et par måneder på svar.

Vi var derfor ikke specielt bekymrede, da vi tog til samtale på Hillerød Sygehus i juni måned 2013, for vi skulle sikkert bare henvises til lidt fysioterapi, og det kunne vi vel nok finde tid til, i vores travle arbejdsliv.

Det var derfor noget af en kold spand vand vi fik i hovedet, da lægen stille og roligt fortalte os, at vores datter havde dobbeltsidet hofteledsdysplasi, og at hun uden behandling ville komme til at halte og måske have smerter hele resten af sit liv.

Behandlingen var 3 uger i regnbuestræk og derefter 5 måneder i gips, og han ville henvise os til Rigshospitalet med det samme.

Lamslåede og rystede trillede vi hjem med vores lille datter i barnevognen. Vi holdt pligtskyldigt masken til hun var lagt i seng. Så startede den helt store tudetur og lidt efter begyndte de mange spørgsmål at myldre frem. Spørgsmål der skabte endnu mere uro i vores oprørte sind, og som jeg nu har besluttet mig for at besvare i denne blog, så andre forældre måske kan ro i nogen af vores svar.

Min datter har nu, mens jeg skriver dette indlæg, kun en måned tilbage i gipsen, og det er gået over al forventning, så til dig der sidder lige nu med et mylder af tanker og en knude af bekymringer i brystet over, at dit lille barn skal igennem alt dette, vil jeg kun sige, at det er en udfordring og der er små ting i hverdagen der bliver anderledes, men det er på ingen måde så slemt som du forestiller dig, og dit barn vil helt sikkert overraske dig med en helt utrolig evne til at tilpasse sig sin nye situation.